0
Hvad karakteriserer lovikkagarn?
Vores lovikkagarn fra Järbo Lovikka-mærket er et uldgarn (der nu -som traditionelt - består af 100% uld) og kendetegnes af tykkelsen samt at det er spundet ret porøse . At garnet er porøst spundet har en stor betydning for at der vanter du strikker bliver til rigtige lovikkavantar, mere om det nedenfor. De forskellige garner vi forhandler, fås i de traditionelle farver blå, gul, rød, grå og hvid, men også i mere moderne neon pink, neon gul og lilla. Hvis du ønsker det, så kan du strikke dig et par lovikkavantar i virkelig moderne stil.
Strikkede Lovikkavanter
Lovikkavanten er en klassisk vante strikket med en dobbelt krave omkring håndleddene, kraven er ofte prydet med klassisk zigzag mønster kant i rød, gul eller blå (i en eller flere af farverne). Den dobbelte krave stammer fra den praktiske funktion, at det virker lidt som en elastik og gør vanten mere stram over håndleddet. Kraven kan også foldes op, så vanten sidder længere op af underarmen. De karakteristiske kvaster er astgjort til vanterne, og er beregnet til at blive bundet sammen for let at hænge vanterne til tørring.
Lovikkavantar - mønster
Naturligvis fungerer lovikkagarnet og lovikka teknikken helt fint til strikning af vanter, håndledsvarmere, huer og tørklæder. Hvis du mangler inspiration, eller har brug for et mønster til dit lovikka projekt, så er du velkommen at kigge på vores side med strikmønstre. Hvis du ikke finder det rigtige eller nok mønstre, kan du og kigge påJärbo Lovikkas egne strikke beskrivelser.
Når du er færdig med at strikke dine vanter, så venter finalen, og det er her, det luftige, tykke, porøse garn kommer i spil. Vanter af denne type garner er nu lettere at kradse op ved vask og eventuelt kartning. Nar opkradsningen - filtningen er klar, så har du en vante, der ikke længere ser ud, som om den er strikket, men til gengæld er både lodden, blød, utrolig isolerende og varm.
Historien om lovikkavanterne
Det første par lovikkavantar som blev fremstillet, strikkede Erika Aittamaa i 1892 . Erika var en skovhugger kone, med en familie med mange børn. Hendes mand der var skovhugger var i lange perioder væk fra familien og ude at arbejde. Sammen boede de dårligt og fattigt i den lille landsby Lovikka (som i dag hører til Pajala kommune i Norrbotten). Erika gjorde hvad hun kunne forfor at bringe ekstra indkomst til familien, og takket være sin dygtighed med strikkepindene kunne hun lejlighedsvis få ordrer i form af forskellige garnarbejder. Vanterne der skulle blive til de ikoniske Lovikkavanter, blev til lidt tilfældigt, efter at en kunde udtrykte sin utilfredshed med et par bestilte vanter, som han fandt for tykke og stive. Fru Aittamaa gav dog ikke op og gik i gang med vask og uldkartning af vanterne . Det varede ikke længe, inden det blev en succes, og den øgede efterspørgsel førte til, at Erika underviste flere husmødre i teknikken.
Dette var noget, fattige kvinder og familiemødre i Tornedalen kunne drage fordel af som indkomstskabende ekstra beskæftigelse i flere generationer fremover. Imidlertid var det først i 1961, at Lovikkavanten AB blev registreret som et varemærke, et firma, der eksisterede indtil konkursen så sent som i 2007. Erika Aittamaa døde i 1956, 86 år gammel. Hverken hun eller hendes familie fik nogen del af indtægten fra mærket, men hendes lovikka garn og vanter lever stadig videre.